top of page

”Skildpadder hele vejen ned” er fortællingen om indre krig og kærlighed


Forfatteren John Green, der netop har udgivet sin syvende roman. Foto: Marina Waters

Navnet John Green er efterhånden alment kendt, men hvis du stadig ikke er bekendt med navnet, så lad mig introducere dig for ham. Efter hans kæmpe succes med hittet En flænge i himlen fra 2012, er John Green nu, efter fem års radiotavshed, tilbage med ungdomsbogen Skildpadder hele vejen ned, der på en og samme tid er let genkendelig og samtidig noget helt andet.

Den unge pige Aza er den kloge, skæve og til tider nørdede hovedperson, der nemt falder ind i kategori med Greens tidligere protagonister. Efter en slumrende begyndelse skydes handlingen i gang med en bortløben milliardær, der er på flugt fra anklager om underslæb og snyd, og med hjælp fra sin bedste, mest entusiastiske veninde, indblandes Aza i jagten på ham og en præmie på £100.000. I jagtens tumult genforenes Aza med milliardærens søn og tidligere bekendte, og et forhold indledes. Men midt i al forvirringen er Aza dog i krig med sig selv og sine tanker, der ikke vil stoppe med at snurre rundt og truer hende med at tage over. Tanken om håndsprit og hendes viden om dødelige bakterier er aldrig langt fra hendes tankestrøm, og Aza må kæmpe med at balancere det hele.

I denne bog ser vi en mørkere side af Green, der ellers er kendt for sine lettere og humørfyldte romaner. Alvorligere temaer som angst og tvangstanker kommer på banen, og skildringen af OCD er fortalt på en virkelighedstro og plausibel måde. Green har da også selv oplevet sygdommen på egen krop. Han har både udtalt sig om sit mentale helbred på youtube-kanalen vlogbrothers, som han deler med sin bror Hank, og tweetet åbent om det. Gennem sproget får Green fortalt, hvordan det er at blive opslugt af én stor tankespiral, og hvordan det at somme tider kan være svært at komme ud af det igen.

Som enhver John Green-bog må vi dog heller ikke glemme kærligheden, der blomstrer mellem to karakterer i bogen. Hvor det ofte ses, at det er fysiske udfordringer, der kommer imellem parret, er det dog denne gang mentale problemer, der gør kærligheden svær. Aza er besat af tanken om mikroorganismerne i hendes krop, der med al sikkerhed vil dræbe hende, og hendes spind af tanker skaber da også konflikter mellem hende og bedsteveninden. Men som Aza selv siger; ”Dit nu er ikke dit for evigt”, og bogen ender med en overraskende, men tilfredsstillende slutning for læserne.

Skildpadder hele vejen ned er en fortælling om venskab, kærlighed, at finde sig selv og om accept. Det er en roman, der må læses, da den kan det, som alle Greens romaner kan; den kan underholde, den tager dig med storm og den gør det fantastisk godt.

Vurdering:

☆★★★★★

Fakta

  • Originaltitel: Turtles All the Way Down

  • Udgivet d. 10. Oktober 2017

  • Forlag: Høst

  • Sideantal: 282

bottom of page